I vores TRÆNERVEJLEDNING har vi samlet en del forskellige informationer, som kan give dig et indtryk af, hvordan BMK90 fungerer, og hvad vi forventer af dig som træner, samt hvad du kan forvente dig af os.

En del af punkterne er angivet nedenfor, men ønsker du den fulde version i print kan du kontakte udvalget.

 


 

Hvem/hvad er BMK90

BMK90 er en sammenslutning af fodboldungdomsafdelingerne i Hersom-Bjerregrav Idrætsforening (HBI) og Møldrup-Tostrup Idrætsforening (MTIF).

Der er nedsat et samarbejdsudvalg bestående af medlemmer fra begge samarbejdede klubber. Hver klub udpeger fire medlemmer, hvoraf mindst 1 skal være udpeget af bestyrelsen. Samarbejdsudvalget varetager opgaverne indenfor BMK90.

Det overordnede mål for BMK90 er at skabe rammerne for, at så mange børn og unge som muligt får mulighed for og lyst til at spille fodbold. Dette forsøges gjort ved at give trænere og spillere så gode forhold og betingelser som muligt.

Samarbejdsudvalget vælges om efteråret og medlemmerne er på valg efter 2 år. Sammensætningen af udvalget kan ses på hjemmesiden www.bmk90.dk.

 

Trænerpleje

Nye trænere i BMK90 får ved sæsonstart (august) en BMK-træningsdragt.  Der stilles derudover en taske til rådighed for hver træner. Tasken indeholder ispose, et sæt overtræksveste, og nogle små markeringskegler. Hvis tasken trænger til opfyldning kontaktes én fra materialeudvalg@bmk90.dk.

Der afholdes trænermøde 3-4 gange om året eller efter behov. På møderne deltager alle trænere, trænerudvalget samt kampfordeleren. Der er mødepligt til disse møder.

 

Trænerløn

Der betales ikke trænerløn, men trænere vil dog få et lille beløb til at dække nogle af udgifterne ifm. trænererhvervet. Se kontrakt.

 

Børneattest

Alle nye trænere skal inden træningsstart underskrive en børneattest som fremsendes til politiet. Pædofili er noget BMK90 er opmærksom på, og følger DBUs’ retningslinjer på området, hvilket bevirker at alle trænere og ledere der har med børn at gøre, vil blive kontrolleret ved politiet for at se om vedkommende har en dom for pædofili. BMK90 vil ligeledes opfordre trænerne om at være opmærksomme og kontakte de respektive klubber hvis de observerer noget mistænkeligt.

 

Forsikring

BMK90 har ingen særskilt forsikring, der dækker ting- og/eller personskader.

Trænere for klubben er omfattet af den lovpligtige ulykkesforsikring via Danmarks Idræts-Forbund. Denne dækker kun på spillestedet.

BMK90 anbefaler, at alle undersøger deres forsikring i forhold til træning, kamp og stævner.

 

Hjemmesiden

På hjemmesiden www.bmk90.dk kan du finde oplysninger om udvalg, træningstider, trænere, klubbens hold, klubtøj mm. Hvis du har et indslag til siden, kan du sende det til den hjemmesideansvarlige hjemmeside@bmk90.dk eller bmk90@bmk90.dk . Hjælp os med at altid holde hjemmesiden opdateret, ved at sørge for at dine personoplysninger på hjemmesiden er korrekte.

 

Afslutningsfest

Afslutningsfest for udendørssæsonen bliver afholdt før sommerferien. Der afholdes en fælles for de mindste (U6-U10) hvor festudvalget er tovholder (arbejdet er uddelegeret til forældre). Fra U11 og opefter afholder hvert enkelt hold deres egen afslutning, hvor trænerne har mulighed for at uddele en træningsflid og en fiduspokal. BMK90 giver et tilskud på 50 kr. pr. spiller og træner.

Afslutningsfest for indendørssæsonen bliver afholdt i marts. Igen er der en fælles afslutning for de mindste (U6-U10) den har været afholdt i Møldrup Hallen de sidste par år. Igen er festudvalget tovholder men arbejdet er uddelegeret til forældre. Fra U11 og opefter afholder hvert hold deres egen afslutning. BMK90 giver et tilskud på 50 kr. pr. spiller og træner. 

 

Omtale/PR

Vi vil gerne opfordre trænere, holdlederen eller forældre til at benytte den mulighed der er for at få gratis omtale i den lokale ugeavis, f.eks. resumé fra jeres kampe osv. Man skal dog være opmærksom på at omtalen skal være Ugeavisen i hænde senest mandag kl. 12.00 for at være sikker på at komme med den førstkommende torsdag. Send mail med referat til dskr@bergske.dk. Skriv en god og fængende overskrift.

I kan også kontakte én fra BMK-udvalget, som så vil sørge for at få det bragt videre.

Der er også mulighed for at få omtale af kampe, holdkort og billeder på www.bmk90.dk

 

Julekalender

Salg af skrabejulekalendere er med til at bidrage til klubben økonomi. I efterårssæsonen bliver der taget billeder af alle holdene. Skrabejulekalenderne er klar til at blive solgt fra sidst i oktober, hvor hver enkelt spiller får udleveret 5 stk. julekalendere, som de skal sælge til familie og venner. De resterende skrabejulekalendere bliver solgt af enten U10 eller U11. I samarbejde med en forældre fra hvert hold står BMK90 for det praktiske omkring udlevering af julekalendere, indsamling af penge o.l. Trænerne vil dog også blive involveret lidt i dette arbejde.

BMK90 håber på god opbakning til projektet.

 

Til kamp

Kom til kamp i god tid, min. 30 minutter før vil være passende.

Tag altid godt mod modstanderne, fortæl dem hvor de skal klæde om etc.

Ved kamp er det trænerens ansvar at kontrollere at banerne er spilleklare før hver kamp (kridtning, hjørneflag og kampbold), og sørge for træningsbolde til modstanderen.

Eventuelle mangler kan rapporteres til en fra BMK udvalget.

Efter kamp skal træneren sørge for at hjørneflag og alle bolde indsamles og sættes på plads.

Der kan være forskellige regler i de 2 klubhuse, så spørg klubberne om, hvordan reglerne er.

Husk at indberette resultatet inden en time, efter at kampen er slut.

 

Kørsel til udekampe/turneringsplan

Kørsel til udekampene foretages af forældrene, efter en plan som træner/holdleder er ansvarlig for at udarbejde. Det kan eventuel være en forælder, der er ansvarlig for dette. Normalt skiftes forældrene til at køre. Det er VIGTIGT at børnene kan fastspændes i bilerne, så ikke flere børn end der er seler til.

Træneren bør også udlevere en turneringsplan for en halv sæson af gangen, så forældre og spillere i god tid kan se, hvornår kampene spilles. På denne måde kan man tit og ofte undgå afbud til kampene på grund af moster Ofelias 57 års fødselsdag. Turneringsplan kan også ses på http://www.dbujylland.dk/, søg på bmk.

 

Holdkort

Alle hold fra U12 og opefter SKAL udfylde holdkort, hvad enten det er 7-, 8- eller 11-mands hold.

Holdkort skal udfyldes elektroniske enten via DBU's Fodbold-App, Mit DBU eller Kampklar.

Holdkortet skal være korrekt udfyldt før kampstart. Det er muligt at rette i holdkortet i op til 7 timer efter kampens starttidspunkt.

For at udfylde holdkort kræver det, at du er oprettet i DBU og har fået tildelt rettigheder til udfyldelse af holdkort. Herudover skal alle holdets spillere være registreret i Kluboffice. Det er den ansvarlige for ”Spillerlister”, som opretter spillere i KlubOffice.

Du kan finde vejledning til udfyldelse af holdkort på DBU’s hjemmeside eller du kan kontakte udvalget for hjælp.

 

Fairplay

BMK90 går ind for at vise fairplay over for de andre hold. For ikke at vinde nogle kampe urimeligt meget, skal man tænke på, hvad man kan gøre for at imødegå det.

  • Ikke at stille op med de gode spillere, hvis man i forvejen ved, at det er et svagt hold man skal møde.
  • Vende om på angreb og forsvar eller prøve forskellige spilsystemer.
  • Evt. at spille med 1 eller 2 mand mindre i forhold til de andre.
  • Andre tiltag som man kan finde på.

 

Dommere

Udebliver en sort dommer til en hjemmekamp tag kontakt til kampfordeler i BMK90 (kod kampfordelers telefonnummer ind på jeres mobil). Iht. JBU´s regler kan hjemmehold taberdømmes, hvis ikke der møder en sort dommer indenfor 30 minutter fra det fastsatte kamptidspunkt, idet hjemmeholdet har ansvar for dette. Begge hold har pligt til at vente 30 minutter.

Betaling af dommere foregår automatisk.

Fra 7 mands og nedefter vil dommere være frivillige dommere, som møder op og dømmer disse kampe frivilligt, så tag godt imod dem og hjælp dem undervejs i kampen. BMK90 foreslår at alle trænere prøver at dømme en fodboldkamp (niveau og alder underordnet) ifm. jeres trænergerning. Det giver en rigtig god forståelse for, hvad der kræves for at være dommer, og skulle gerne give en indtryk af, at det ikke er så nemt som man lige tror.

 

Tordenvejr

Der må ikke spilles kampe eller trænes på banerne i tordenvejr, på grund af fare for lynnedslag. Kampe og træning skal afbrydes.

 

Vandflasker

BMK90 udleverer ikke vandflasker pga. smittefare. BMK90 gør opmærksom på at fælles drikkedunke kan være en smittekilde for f.eks. ”Kyssesyge”. Trænerne skal opfordre spillerne til selv at have en drikkedunk med til træning og kamp.

HVIS der bruges fælles drikkedunke så sørg for at de bliver rengjort efter hver gang de har været i brug.

 

Spillertøj og andre materialer

Der bliver udleveret spillertøj til jer, inden I skal spille den første kamp. Det er trænerens ansvar at sørge for optælling af spillertøj efter hver kamp. Vask af spillertøj går på skift blandt forældrene, men træneren må meget gerne lave et lille skema, så han/hun kan fordele opgaven retfærdigt mellem forældrene. Spillertøjet afleveres til materialeudvalget straks efter sæsonafslutning så det kan klargøres til næste sæson.

Overtrækstrøjer: De blå overtrækstrøjer skal følge spillertøjet og ikke udleveres personligt til spillerne. Ønsker I nogle sæt til holdet, kan I henvende jer til materialeudvalget. 

Vær opmærksom på, om der er enkelte spillere, som har behov for en anden tøjstørrelse end ”normal størrelsen”.

Målmandshandsker: Udleveres af materialeudvalget. Der kan evt. købes et sæt målmandshandsker til en rimelig pris (skal aftales med materialeudvalget).

Regningen refunderes hos kassereren.

Eventuelle spørgsmål omkring tøj og materialer rettes til medlemmerne af materialeudvalget.

 

Tilskud til stævner

For at udbygge sammenhold og kammeratskab holdene indbyrdes gives tilskud til deltagelse i sommerstævne. For de større hold (U9 og opefter) har det de sidste år været Ikast- Cup, og for de mindre hold et af regionens sommerstævner f.eks. Jesperhus Cup, hvor også forældre og søskende er velkomne.

I indendørssæsonen kan hvert hold gratis deltage i 2 stævner hvoraf BMK-cup er det ene. Hvis holdet ikke er tilmeldt turnering får det gratis 2 stævner oveni BMK-cup’en.

Links til hjemmesider med stævner:

http://staevner.dk

http://www.staevneservice.dk

http://www.euro-sportring.com/dk/football/fodbold-ungdom-turneringer

 

Sponsorer

Af hensyn til de sponsoraftaler, der er indgået mellem de 2 foreninger og deres sponsorer, må I ikke selv gå ud og søge sponsor.

Har I et eller andet ønske, må I kontakte BMK90, som så vil forsøge at skaffe det, I ønsker til holdet. Men I er selvfølgelig altid velkomne med forslag til nye sponsorer.

 

Kampfordeler

Kampfordeleren sender jer alle nødvendige oplysninger om kamptidspunkter mv.

Kampflytninger skal ske senest 10 dage før kampen skal afvikles. Hjemmekampe flyter kampfordeler, men udekampe kan I selv sørge for flytning af (I kan få relevante telefonnumre hos kampfordeler). Det er vigtigt at overholde dette, da en udeblivelse koster mange penge og giver klubben et dårligt ry. Udeblivelse uden afbud må ikke finde sted!!!

 

Udendørssæsonen

Udendørssæsonen ligger i perioden august til juni måned.

Fællesopstart på udendørssæsonen er som udgangspunkt den 2. weekend i august. Såfremt træning påbegyndes inden sæsonstart er det også muligt efter aftale. Vinterpausen er normalt fra uge 43 til uge 9/uge 14, men afhænger af vejet.

 

Indendørssæson

Indendørs er fra uge 43 og slutter senest med udgangen af februar. Af hensyn til halleje er det vigtigt at ovennævnte overholdes medmindre andet aftales.

 

BMK90’s forventninger til dig som træner

Du er BMK90's ansigt udadtil og har et stort ansvar over for dine omgivelser i din håndtering af spillere, forældre, modstandere og andre. Du er derfor meget vigtig for BMK90 og uden dig er BMK90 ikke det samme. Hvis du som træner går 100 % ind i trænererhvervet, så vil spillerne også yde mere. Eksempelvis et professionelt og godt oplæg inden hver kamp er en rigtig godt fundament for en god holdpræstation til kamp.

Du skal gennem en sjov og inspirerende træning sørge for, at så mange som muligt synes, at det er sjovt at være sammen med kammeraterne til fodbold, og at alle får udviklet sig til bedre fodboldspillere.

Du skal altid sørge for, at alle ved, hvornår de skal spille, hvorfra og hvem der skal køre til kampene (forslag til kamp-seddel til spillerne er medtaget bagerst i denne vejledning og kan downloades på hjemmesiden). Du må sørge for, at alle kommer med ud at spille kampe - og ikke kun på udskiftnings-bænken. Selvfølgelig er det godt at vinde, men det er også vigtigt at alle får en chance. Husk på "udvikling før resultater". BMK90 opfordrer til at man lægger kørsel over på forældrene. Hvis du selv kører med børn til kampe, har du ansvaret for de børn, der er i bilen - dvs. det gælder ikke om at vise tophastigheder! Du må ikke glemme, at mange af de yngre børn ser op til træneren som et forbillede, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan din holdning til tingene er.

Som træner skal du være med til at sørge for, at forskellige klubhuses reglementeroverholdes. Her tænkes specielt på, at det ikke er tilladt at have fodboldstøvler på i omklædningsrummene, og at alle (tæl for en sikkerhedsskyld) bolde, veste og kegler skal med ind igen og placeres på den rigtige plads, så de der kommer efter kan finde dem. Træneren bør være den sidste, der forlader et omklædningsrum/klubhus i ryddelig tilstand.

For de lidt ældre årgange gælder, at vi ikke vil tolerere alkohol hos unge under 18 år i forbindelse med BMK deltagelse – hverken iklædt BMK’s spillertøj eller i omklædnings-rum/cafeteria efter kampene. BMK’s holdning er, at der ikke fiskes efter spillere i andre klubber med den hensigt at få spillerne til BMK.

Udvalget ser gerne at der bliver holdt 1 til 2 forældremøder i løbet af sæsonen. Sådanne møder kan være med til at give forældrene en god information og dermed inddrage dem til at hjælpe med forskellige ting. Disse møder er givet rigtig godt ud og BMK-udvalget vil gerne være behjælpelige med at afholde et sådan møde.

Klubhusene kan benyttes.

Vi opfordrer i BMK jer trænere til at holde en god tone og omtale omkring BMK90. Har du problemer, så kontakt en fra BMK udvalget frem for at dårlig omtale i det offentlige rum. Som alle ved, kan det være svært at finde frivillige trænere og andre hjælpere.

BMK90 opfordrer derfor alle til at gøre en indsats, for at få flere med ind i det arbejde som er, for at få en ungdomsafdeling til at fungere. Hvis det skulle lykkes at finde nogen, kontakt da venligst BMK udvalget. Jo flere frivillige hænder jo bedre forhold er der for den enkelte træner.

Trænere i BMK90 har ofte en tilknytning til en af moderklubberne. BMK90 forventer at man forholder sig neutral og ikke forsøger at præge spillerne ift. valg af moderklub på seniorniveau. BMK90 samarbejdet er grundlagt på baggrund af gensidig respekt imellem moderklubberne. Forhold jer derfor neutral ift. ungdomsfodbold kontra seniorfodbold.

 

Vigtigt

Som træner har du et stort ansvar omkring din optræden overfor dommere, ledere, modstander, forældre samt egne spillere. Vi prioriterer en ordentlig og fair opførsel, så vi i BMK90 fremtræder som en klub der opfører sig eksemplarisk godt. Husk du er et forbillede for de unge og din opførsel kommer til at afspejle deres.

Derfor forventer vi følgende af dig som træner:

  • Du har fokus at alle spillere trives og er opmærksom på at ingen spillere mobbes.
  • God opførelse overfor dommere
  • Hjælp såvel spillere samt evt. tilskuere og forældre til samme gode opførsel. Udlever evt. JBU's 10 forældrebud til forældrene ved sæsonstart.
  • Forsøg at styre dit temperament, selv ved uretfærdige oplevelser.
  • Hjælp dine spillere evt. gennem udskiftninger til ikke at gå over stregen.
  • Husk at en evt. bortvisning af dig som træner er uacceptabel og en sådan indberetning giver klubben en bøde, og ikke mindst dårlig omtale.
  • Vi forventer det ikke sker, men sker det er det vores hovedregel at du selv betaler din bøde/straf. Den enkelte situation vil blive drøftet i BMK udvalget.
  • Har du brug for hjælp til at tøjle en forælder/spiller kan du kontakte en fra BMK udvalget, så vil vi være behjælpelig med dette.

 

Fodboldtræning

Overvejelser omkring fodboldtræning

Sæt dig ind i hvad der kan forventes af den årgang du træner.

Opstil ud fra årgangen mål med din træning og dit hold inden sæsonstart.

Opstil mål for dig selv ifm. træningen af spillerne.

Når man gjort sig overvejelser om overstående kan der laves en træningsplan for sæsonen, for at kunne nå sine og holdets mål.